Navneskik

Især på landet har der gennem mange generationer været faste regler om, hvem børnene skulle opkaldes efter. Den førstefødte dreng blev tit og ofte opkaldt efter sin farfar, og den næste dreng blev opkaldt efter sin morfar. Ligeledes efter samme regel blev den første pige opkaldt efter sin farmor, og den næste pige blev opkaldt efter sin mormor. Det gjorde jo det, at der ikke skete den store udskiftning på navne i familien.

Navnelovgivning

Reglerne for personnavne har ændret sig meget gennem tiden. Det første tilløb til en navnelov stammer fra 1526, hvor kong Frederik I påbød adelen at føre fast slægtsnavn. Navnet kunne bl.a. vælges på grundlag af slægtens våbenskjold. Det valgte slægtsnavn skulle videregives fra far til børn; men de adelige kvinder skulle beholde deres eget slægtsnavn i ægteskabet. Loven omfattede dog kun en meget lille del af befolkningen, formentlig langt under 1 %.

Fast slægtsnavn 1771/1828

På foranledning af Johann Friedrich Struensee indførtes 1771 i hertugdømmerne den første navnelov for den brede befolkning. Loven betød, at alle skulle føre fast slægtsnavn i stedet for de tidligere patronymer (-sen/-søn og -datter) og tilnavne. Hensigten var formentlig, at der snart herefter skulle komme en tilsvarende lov for Kongeriget Danmark, men året efter den 28. april 1772 blev Struensee henrettet, og derefter gik sagen i stå.

Først den 30. maj1828 kom en dåbsforordning, der kan ses som den første navnelov for Kongeriget Danmark. Ligesom i hertugdømmerne medførte loven krav om fast slægtsnavn for alle indbyggere. Som fremtidigt slægtsnavn skulle man bruge det patronym eller tilnavn, som var almindeligt brugt i slægten på det tidspunkt. Hvis man ville bruge et patronym, skulle det være med endelsen -sen.

Loven af 1828 var særdeles upopulær, og mange havde meget svært ved at forstå hensigten med den. Det førte til stor forvirring i de følgende år. Mange forsøgte at omgå loven, f.eks. ved brug af dobbelte patronymer. Poul Pedersens søn blev døbt med navnet Peder Poulsen Pedersen. Den 4. marts1857 kom derfor en lov om forandring af dåbsforordningen fra 1828. Denne lov præciserede og strammede yderligere reglerne for brug af faste slægtsnavne.

Der var dog fortsat stor utilfredshed i befolkningen. Dertil kom, at målet med de nye navnelove ikke var opnået. Ideen havde egentlig været at forøge mangfoldigheden blandt efternavnene, så det blev nemmere at skelne mellem folk. Der var imidlertid sket det stik modsatte, idet de fleste havde fået deres patronym som slægtsnavn. Resultatet var, at over 80 % af hele befolkningen nu havde et sen-navn. På den baggrund blev der nedsat et sagkyndigt udvalg, der skulle undersøge, hvordan mangfoldigheden blandt efternavne kunne forøges. I 1899 udgav den en betænkning, Dansk Navneskik af Fredrik Nielsen, Axel Olrik og Johannes Steenstrup, hvori der findes en uddybende beskrivelse af emnet om navne.

Mulighed for navneforandring 1904

Det førte igen frem til en ny navnelov i 1904. I denne lov blev der for første gang åbnet mulighed for navneforandring. Efter loven kunne man én gang i livet få ændret sit efternavn mod betaling af 4 kroner. Der var flere muligheder for at få et nyt slægtsnavn. Et navn kunne bevilges, hvis ansøgeren dokumenterede, at navnet havde været almindeligt brugt i slægten gennem flere generationer eller hvis ansøgeren havde indhentet tilladelse fra alle nulevende bærere af navnet. En anden mulighed var, at vælge et helt nyt navn, som ikke tidligere havde været brugt i landet. I den forbindelse blev der udarbejdet en liste med flere tusinde forslag til nye slægtsnavne. Samtidig blev der lavet en liste med beskyttede efternavne, som andre ikke kunne få. Listen over beskyttede navne frem til 1987 kan ses i Lovtidende.

Mellemnavn indføres 1961

Den 17. maj1961 kom en ny navnelov. Med denne lov dukkede mellemnavnet op. Det blev muligt for kvinder at bevare deres eget slægtsnavn efter indgåelse af ægteskab. Endelig blev der givet mulighed for at erhverve et slægtsnavn ved øvrighedsbevilling (gennem statsamt / overpræsidium), hvis en af bedsteforældrene havde båret det.

Til gengæld blev muligheden for at opnå navneforandring efter tilladelse fra alle nulevende bærere af navnet igen afskaffet. Baggrunden var, at der i nogle tilfælde var blevet betalt penge for sådan en tilladelse, og det ville man undgå.

Ligestilling mellem kønnene 1982

Den næste navnelov kom i 1982. Med denne lov blev der skabt fuldstændig ligestilling mellem mænd og kvinder og mellem børn født i og udenfor ægteskab. Herefter blev det således hovedreglen, at både mand og kvinde beholdt eget slægtsnavn ved indgåelse af ægteskab; men begge kunne vælge at tage den andens slægtsnavn som giftenavn.

Muligheden for at få bedsteforældrenes slægtsnavne ved bevilling blev udvidet til at omfatte oldeforældrene, og det blev muligt at få navneforandring flere gange gennem livet.

I 1989 blev der indført et gebyr på 3000 kr. for navneændring gennem Statsamtet/Overpræsidium.

Yderligere liberalisering 2005

I foråret 2005 vedtog Folketinget en ny navnelov, der trådte i kraft den 1. april2006. Den nye navnelov medfører en række forandringer, heriblandt er:

• Alle ansøgninger om navneforandring skal i fremtiden indsendes til bopælssognet.
• Sognepræsten kan selvstændigt bevilge navneforandring i flere tilfælde.
• Muligheden for at få oldeforældrenes slægtsnavne ved bevilling udvides til at omfatte tipoldeforældrene.
• Gebyret på de 3000 kr. bortfalder. Fra 16. maj 2007 genindførtes et gebyr på 430 kr., hvilket 1. januar 2009 blev forhøjet til 440 kr. og igen 1. januar 2010 til 460 kr. Ved visse navneændringer, f.eks. i forbindelse med vielse, skal der ikke betales gebyr.
• Det bliver muligt at tage sit eget mellemnavn som slægtsnavn.
• Det bliver muligt at tage et slægtsnavn, hvis der er i forvejen er mindst 2000 i Danmark, der bærer det. Det omfatter i øjeblikket ca. 150 af de mest almindelige efternavne.
• Begrebet giftenavne bortfalder. Et navn, der er erhvervet gennem ægteskab kan dermed bruges og videregives på samme måde, som et navn der er erhvervet ved fødselen.
• Samlevende sidestilles med ægtefolk, så de kan få hinandens efter- og mellemnavne.
• Muligheden for brug af patronymer genindføres. Herefter vil et barn som efternavn kunne få faderens eller moderens fornavn efterfulgt af endelsen -sen eller -datter.
• En række fornavne som kan bruges til både drenge og piger bliver tilladt.

Kilde: Hans-Peter Hansens web site.