Christoffer II af Danmark Eriksen

Født:29. sep. 1276 I:  Avnsbjerg, Viborg, Denmark
Døde:2. aug. 1332 (55 år gammel)I:  Nykøbing Slot, Nykøbing(Falster), Danmark
Info
Begivenheder
Tidslinie

Fotos

Vis album  |  Slideshow 

Nærmeste familie

Inger Iversdatter Lunge
Hans partner
Erik Christophersen Løvenbalk
Hans søn
Regitze Christofferdatter Løvenbalk
Hans datter
Euphemia af Pommern
Hans kone
Erik V Klipping Christoffersen
Hans far
Agnes "Klipping" Christoffersen (født von Brandenburg)
Hans mor
Richiza Eriksdatter (Rixa) af Danmark
Halvsøster
Erik VI "Menved" (Erik Menved) Eriksøn (Estridsøn)
Halvbror
Margrete / Märta Eriksdotter av Danmark
Halvsøster
Katharine Eriksdatter
Halvsøster
Johann III der Milde von Holstein-Plön
Halvbror
Valdemar Eriksen
Halvbror
<Privat> Eriksdatter
Barn af forælder
    

Arbejde

Dansk Konge 1320- 26 og1330-32, King of Denmark, Konge av Danmark 1320 - 1332

Kildecitater

Tillid: Direkte og første hånds beviser
Citat tekst:

Christoffer II "Uden land" Eriksøn af Danmark (født Estridsøn), Konge af Danmark
Køn: Mand
Fødsel: 29. Sep 1276 - Avnsbjorg, Sjorslev, Viborg, Denmark
Beskæftigelse: Dansk Konge 1320- 26 og1330-32, King of Denmark, Konge av Danmark 1320 - 1332
Død: 2. Aug 1332 - Nykøbing Slot, Nykøbing(Falster), Danmark
Gravlagt: Sorø Klosterkirke, Sorø, Danmark
Far: Erik "Klipping" Christoffersøn (født Estridsøn), Konge af Danmark
Mor: Dronning Agnes Ukendt
Kone: Euphemia von Pommern
Partner: Inger Iversdatter Lunge
Børn: Erik Christoffersen Løvenbalk, Regitze Christoffersdatter Løvenbalk, Agnes Christofferdatter af Danmark (født Estridsøn), Prinsesse, Erik II Christoffersøn af Danmark (født Estridsøn), Prins, med konge, Margrete Christofferdatter, of Denmark, Otto Christofferson Of Christoffersen (født Klipping), Helvig or Hedvig Christofferdatter, of Denmark, Valdemar IV "Atterdag" Christoffersøn, Konge af Danmark
Søskende: Richiza Eriksdatter af Danmark, Prinsesse, Fürstin zu Mecklenburg, Erik VI "Menved" Eriksøn (født Estridsøn), Konge af Danmark, Valdemar Eriksen, Margrete / Märta Eriksdotter av Danmark, Katharine Eriksdatter, Elisabeth Eriksdatter

Biografi

Christoffer 2., søn af Erik Glipping, broder til Erik Menved, konge af Danmark 1320-1326 og 1329-1332, fødtes den 29. september 1276. I 1289-1301 var han hertug af Lolland og Falster, 1303-1307 hertug af Estland, og i 1307-1315 hertug af Halland og Samsø.

B: 06 Oct 1276

D: 10 Aug 1332

Nykøbing Falster

Family: [Group Sheet]

1 Euphemia von Pommern = New pedigree

Children:

• Valdemar IV Atterdag af Danmark = New pedigree

Family: [Group Sheet]

2 Jomfru Lunge = New pedigree

Children:

• Regitze Christoffersdatter Løvenbalk = New pedigree

• Erik Christoffersen Løvenbalk

//# ID: I633021404

# Name: Christoffer II ERIKSEN

# Given Name: Christoffer II

# Surname: Eriksen

# Sex: M

# Birth: 29 Sep 1276

# Death: 2 Aug 1332 in Nykøbing slot på Falster

# Title: King of Denmark

# Note:

Christoffer II _____, født 29 sep 1276, død 2 aug 1332, Nykøbing Slot på F

alster, begravet Sorø Klosterkirke. 1319 - 1326 Konge af Danmark og 1330-

32 Konge af Danmark 1320-1326 og 1330-1332. En brydningstid der resultere

de i at danmark blev pantsat og uden konge i

perioden 1332 - 1340

I perioden 1326 - 1330 var barnekongen Valdemar III indsat med Grev Gerha

rd af Holsten (Den kullede greve) som formynder. Han gift (1) Euphem

ia af Pommern, IND 1307, født 1285 - 1290, Pommern, stilling Dronning af D

anmark, død 26 jul 1330, begravet Sorø Kirke. Han gift (2) Inger Iversdatt

er Lunge.

Father: Erik V KLIPPING b: 1249 in Lolland

Mother: Agnes of BRANDENBORG b: 1258 in Brandenburg, Brandenburg, Prussia

Marriage 1 Eufemia of POMERANIA b: 1285

* Married: 1300

* Married: Abt 1300

Children

1. Has Children Erik Christoffersen LØVENBALK b: 1307

2. Has No Children Margrethe CHRISTOFFERSDATTER b: 1308

3. Has No Children Agnes CHRISTOFFERSDATTER b: 1310

4. Has No Children Otto CHRISTOFFERSEN b: 1312

5. Has Children Valdemar IV ATTERDAG b: 1320

 

Marriage 2 Inger Iversdatter LUNGE b: 1275

Children

1. Has Children Regitze Christoffersdatter LØVENBALK b: 1310

######

Christoffer II Klipping

Male 1276 - 1332

#

Occupation 1320-26 & 1329-32

* Konge af Danmark

Birth 6 October 1276

Gender Male

Died 10 August 1332 Nykøbing Falster Slot Find all individuals with events at this location

Buried Sorø Klosterkirke Find all individuals with events at this location

Person ID I2303 Sonja

Last Modified 14 January 2007

 

Father Erik V Klipping, b. 1249, Lolland Find all individuals with events at this location, d. 29 November 1286, Finderup Lade Find all individuals with events at this location

Mother Agnes af Brandenburg, b. 1257, Brandenburg Find all individuals with events at this location, d. 29 September 1304

Family ID F850 Group Sheet

 

Family 1 Johanne Munk Lunge, b. 1276, Avnsbjerg, Sjorslev, Viborg, Denmark Find all individuals with events at this location

Children

> 1. Erik Christoffersen Løvenbalk, b. 1310, Avnsbjerg, Sjørslev, Viborg Find all individuals with events at this location, d. 1338, Kiel, Schleswig-Holstein Find all individuals with events at this location

> 2. Regitze Christophersdatter Løvenbalk, b. 1310, Avnsbjerg, Sjørslev, Viborg Find all individuals with events at this location

Family ID F1889 Group Sheet

 

Family 2 Euphemia von (Sachen) Pommern, b. 1285, Pommeren Find all individuals with events at this location, d. 3 August 1330

Married before 1307

Children

> 1. Valdemar IV Atterdag, b. 1320, d. 24 October 1375, Gurre Slot, Tikøb, Frederiksborg Find all individuals with events at this location

Family ID F849 Group Sheet

 

#

Notes

* Stormændene valgte Erik Menveds broder Christoffer til konge. Men først måtte han underskrive en håndfæstning, som sikrede de højere stænder de rettigheder de havde kæmpet for i to menneskealdre.

Kirken blev uafhængig af kongemagten.

Herremændenes ret til at oppebære alle mindre bøder af deres bønder stadfæstedes.

Den herremand, som i kongens tjeneste blev taget til fange af fjenden, skulle løskøbes af kongen, og de var ikke forpligtet til at gøre krigstjeneste udenfor riget.

Loven måtte ikke ændres uden samråd med rigets prælater og bedste mænd, og kongen forpligtede sig til at betale sin broders gæld.

Christoffer underskrev disse bestemmelser, men da han først blev konge, overholdt han dem ikke.

Han viste ingen retfærdighed, men herskede snarere som en tyran. Sandhed var der aldrig i hans ord, hedder det i en samtidig krønike, og uviljen mod ham blev hurtigt stor.

Holsten kom nu til at gribe dybt ind i Danmarks skæbne. Det var delt mellem flere herrer, hvor Gert i Rendsborg var den største, også kaldet "den Kullede Greve", og Johan i Kiel, Christoffers halvbroder på mødrenes side.

Da den sønderjyske hertug Erik, der var gift med Gerts søster, døde 1325, ville både Gert og Christoffer være formynder for hans unge søn, Valdemar. De misfornøjede stormænd og grev Johan sluttede sig til Gert.

Christoffer blev fordrevet fra sit rige.

I stedet valgtes Valdemar til konge 1326.

Imidlertid lykkedes det Christoffer i 1330 at blive konge igen.

Han købte Johans hjælp ved at give ham Sjælland og Skåne i pant. Til Gert pantsatte han Jylland og Fyn, som han kun måtte indløse ved at udrede 100,000 Mk. sølv på en gang - altså aldrig.

Resten af tiden til sin død i 1332, var han kun konge af navn.

Gravsat i Sorø Kirke.

Christoffer var søn af Erik Klipping og dronning Agnes.

I 1307 gift med Eufemia af Pommern (1285-1330), datter af hertug Bugislav 4. af Pommern og Agnes af Brandenburg.

Christoffer og Eufemia fik børnene:

Margrete, 1308-40, gift med markgreve Ludwig af Brandenburg.

Erik

Otto

Valdemar Atterdag, 1320-75, senere konge

Agnes, død som lille

Helvig, død som lille

Christoffer II, søn af Erik Klipping og dronning Agnes. Født den 29 september 1276. Død 2. august 1332 på Nykøbing Falster Slot. Gravsat i Sorø Kirke.

Hertug af Halland 1304-20, d. 2 aug 1332. født i Viborg, Danmark.

Fikk Estland i len 1303 og Halland 1306, ble valgt til konge mot Erik`s advarsel, men måtte godta en meget hard håndfestning.

Kom i strid med de holstenske grever Johan og Gerhard og da disse hadde støtte fra de danske stormenn måtte Christoffer rømme landet. Ved Johan`s hjelp tok han tilbake makten 1329, men pantsatte så godt som hele riket til grevene, særlig etter å ha blitt slått av Gerhard ved Danevirke 1331. Døde på Lolland i største fattigdom.

Christoffer 2., søn af Erik Glipping, broder til Erik Menved, konge af Danmark fra 1320-1326 og fra 1329-1332, fødes den 29. september 1276. I 1303 bliver han hertug af Estland, og i 1307 hertug af Slesvig, Halland og Samsø. Allerede i Erik Menveds regeringstid forsøger Christoffer at sikre sig del i kongemagten ved at få de konspirerendes løfte om at han, Christoffer, vil blive konge når Erik er blevet afsat. Erik Menved får imidlertid nys om dette, og i 1315 må Christoffer flygte ud af landet. I 1318 gik Christoffer sammen med den fordrevne ærkebiskop Esger Juul og fredløse stormænd i et forsøg på sammensværgelse mod kongen. De indleder uden held et angreb på Skåne, men da Erik Menved dør i 1319 uden at efterlade nogen arving, er Christoffer klar. Erik skal på sit dødsleje have advaret mod at lade hans bror overtage tronen, men stormændene mente at de ville få større indflydelse ved at vælge den svage Christoffer fremfor hertug Erik 2. af Sønderjylland, der også var på tale. Christoffer underskriver 25. januar en håndfæstning i Viborg, og hyldes som konge på landstingene; i 1324 krones han, og hans søn Erik bliver medkonge.

Regeringen anført af marsk Ludvig Albrektsen Eberstein vil have garanti for, at Christoffer vil respektere alle krav på riget. Christoffer lover i sin håndfæstning at lette skattetrykket (borgerne skal kunne handle "uden told og tynge"), og at danehoffet skal indkaldes hvert år. Ydermere bliver stormændenes krigspligt nedsat. Og kongen skal nedbryde de kongelige borge, hvoraf mange er opført under Erik Menved. Det gælder dog ikke de tre gamle slotte i Kolding, Ribe og Skanderborg. Dette løfte bliver som de fleste andre kun holdt i meget begrænset omfang.

Christoffer er meget aktiv i Nordtyskland, og efter en masse falske løfter lykkes det ham at få fyrstedømmet Rostock til at anerkende Christoffer som sin lensherre. Men dette som flere andre eventyr koster mange penge. Christoffer udskrev nye skatter (hvilket han jo ikke måtte ifølge håndfæstningen). Flere af stormændene, bl.a. Ludvig Albrektsen Eberstein, allierer sig med de holstenske grever og organiserer oprør i Jylland og på Fyn, og snart breder det sig til Sjælland. I 1326 har grev Gerhard af Holsten både Jylland og Fyn i sin magt. Christoffers søn, Erik, forsøger et modangreb, men han må kapitulere ved Korsør og bliver indsat som fange på Haderslevhus. Christoffer flygter med resterne fra det kongelige skatkammer sammen med sin dronning Eufemia og sønnen Valdemar (Atterdag) til Nordtyskland. Christoffer optager et større lån og vender tilbage til Danmark med en hær for at starte en opstand. Men ingen danskere slutter sig til ham. I virkeligheden sender grev Gerhard 3 den danske hær efter Christoffer, som endnu en gang må flygte.

De holstenske og danske stormænd vælger nu den kun 11-årige hertug Valdemar af Slesvig til konge. På grund af hans alder bliver hans morbroder, den magtfulde grev Gert (Gerhard III af Rendsborg, "Den kullede Greve") udnævnt til rigsforstander og formynder.

I 1329 bliver Danmark delt mellem flere stormænd. Det skaber dog nogen utilfredshed, at Danmark kommer på udenlandske hænder, og grev Johann den Milde af Plön foranlediger, at Christoffer vender hjem, og han anerkendes som konge i Skåne og på Sjælland. Der udbryder nu en konflikt mellem Danmarks to største kreditorer: grev Gerhard (med Fyn som len) og Johann III (med områderne øst for Storebælt som len). Christoffer tager Johanns parti, og i 1331 sejrer Gerhard i et slag lidt nord for Dannevirke. Christoffers søn Erik omkommer, og Christoffers anden søn Otto tages til fange. Hele Danmark er nu på stormændenes hænder, og Christoffer kun konge af navn. For at få Danmark tilbage skal der betales 200.000 mark sølv. Og det er kun for at få selve jorden, den samlede gæld er langt større.

Christoffer dør den 2. august 1332 på Lolland og begraves i Sorø Kirke. Christoffer er som nævnt gift med Eufemia, datter af Bogislaw IV af Pommern. Sammen får de døtrene Margrete, Agnes og Helvig. Derudover sønnerne Erik (Christoffers medkonge) og Magnus (der uden held forsøger at blive konge efter faderens død) og Valdemar. Danmark er nu uden konge frem til 1340, hvor Christoffers søn, Valdemar 4. Atterdag kommer på tronen.

ÆGTESKAB

Gift før 1307 med dronning Eufemia, datter af Bugislaw IV af Pommern. Født formentlig 1285. Død 26 juli 1330. Gravsat i Sorø Kirke.

BØRN

1. Margrethe, født ca. 1308. Hun blev i 1324 gift med den 10 årige Ludwig af Bayern. Død ca. 1340.

2. Erik, født omkring 1310. Medkonge fra 1324. 1326 taget til fange ved Tårnborg i Korsør og ført til Haderslevhus. Erik blev frigivet 30 oktober 1329. I 1330 giftede han sig med grev Gerhards (Gerts) søster, Elisabeth af Holsten, enke efter hertug Johan 2. af Sachsen-Lauenburg. Hun blev dog forskudt i 1331. Erik døde i 1332 i Kiel efter et hestestyrt. Han er gravsat i Sorø.

3. Otto, født 1312. Hertug af Estland og Lolland. Han blev taget til fange under slaget på Tap Hede ved Viborg 6 oktober 1334 af grev Gerhard og fængslet, først i Segeberg, siden i Rendsborg. Otto blev frigivet i 1340 efter at have fraskrevet sig al ret til kronen.

4. Agnes, død som lille. Gravsat i Sorø.

5. Helvig, død som lille. Gravsat i Sorø.

6. Valdemar, senere Valdemar Atterdag. Født ca. 1320.

Hjemkommet efter landflygtighed hos sin svoger i Pommern, underskrev Christoffer II ved sin tiltrædelse en streng håndfæstning.

Christoffer havde som prins ladet ærkebiskop Jens Grand fængsle, men sluttede som konge forlig med Jens Grands efterfølger på bispestolen i Lund, Esger Juul.

I 1326 blev kongen forjaget af grev Gert (Gerhard) af Holsten. "Den kullede Greve", dvs. "Den skaldede Greve". Christoffer måtte sammen med sønnerne Otto og Valdemar søge tilflugt i udlandet. Han vendte dog atter, for en kort bemærkning, tilbage til sin kongegerning i 1330 ved sin halvbror, den holstenske grev Johans hjælp, og mod afståelse af det halve af landet som pant.

I 1331 blev han slået nord for Dannevirke af grev Gert, hvorefter resten af landet pantsættes til denne. Den 10 januar 1332 blev der sluttet fred i Kiel. Fredsbetingelserne sikrede grev Gert kontrollen over alle danske områder vest for Storebælt, Og Johan alle områder øst for Storebælt.. Danmark var nu helt på fremmede hænder.

 

Christoffer II (1276 1332), Konge af Danmark (1320-26 og 1329-32), søn af Erik V, Hertug af Estland 1303 og af Halland 1306 under broderen Erik Menveds regering, mod hvem C. gentagne gange konspirerede, til han 1315 måtte gå i landflygtighed. Måtte, for at blive konge, 1320 underskrive en håndfæstning, der på væsentlige punkter indskrænkede hans magt. C. brød dog snart håndfæstningen, fortsatte Erik Menved's kostbare udenrigspolitik, pålagde nye trykkende skatter og viste sig ganske uordholdende. Da Fyrst Vitslav III af Rügen og Hertug Erik II af Sønderjylland døde 1325, forsøgte C. at indlemre begge Len, men veg tilbage for Grev Gerhard III af Holsten's energiske optræden på Erik II's umyndige søn Valdemar's vegne. Stormændene i Danmark trådte i forbindelse med Greven, og et oprør 1326 tvang C. og hans søn og Medkonge Erik (VII) til at forlade landet, medens Valdemar (III) blev konge under Grev Gerhard's formynderskab. Tre år senere lykkedes det C. at få sit rige igen ved Grev Johan III af Holsten's hjælp og Grev Gerhard's passivitet, men størstedelen af riget gik som pantelen til greverne og forskellige andre stormænd, C. havde måttet vinde. Et forsøg på, i forbund med Grev Johan, at bekæmpe Grev Gerhard, førte til C.'s fuldstændige nederlag på Lo Hede 1331, hvor Erik faldt og C.'s næstældste søn Otto blev fanget. C. tilbragte sit sidste år på Grev Johan's besiddelser på Lolland. C. var gift med Eufemia af Pommern, havde sønnerne Erik, Otto og Valdemar, samt datteren Margrethe, der ægtede Kejser Ludwig's søn Markgreve Ludwig af Brandenburg. C. havde med en adelsdame af slægt Lunge to børn: Datteren "Frøken" Regitze og sønnen Erik.

»Der er så mange i Danmark, Som alle ville Herrer være±. Således lyder klagesangen fra hin tid, da konger, bisper og adelsmænd hver for sig ville råde og derfor søndersled Riget i indre Strid. Siden Valdemar Sejrs Død i 1241 havde præster og kongemagt arbejdet på Rigets Opløsning, og i udlandet levede forsat efterkommere af de fredløse fra Finderupdrabets tid (1286). Da Erik Menved ikke efterlod sig sønner, blev hans broder: Hertug Kristoffer af Pommern, året efter Erikþs død valgt til Konge, skønt Kristoffer tit havde vist sig at være en troløs Mand. Kristoffer var gift med en pommersk prinsesse: Eufemia. Abels-slægten i Sønderjylland var en voldsom konkurrent til den danske krone, men Ludvig Albrekten fik vendt stemningen til fordel for Kristoffer, således at landets største herremænd og særligt de gamle fredsløses efterkommere, valgte Kristoffer, og bød, at Erik Menvedþs tvangsborge skulle rives ned. Kristoffer var den første danske Konge, som ved sin Tronbestigelse underskrev en Håndfæstning, hvor Kongen fraskrev sig den magt, som i tidens løb - med vold og magt - havde samlet sig omkring Kronen. Og Riget var jo allerede et fallitbo, der var pantsat ! I håndfæstningen tilrev de "to højere Stænder" sig Forrettigheder på det øvrige Folks Bekostning, og med Ed forpligtede Kristoffer sig til, at han ikke ville foretage sig nogen vigtig Regeringshandling uden Adelens og Præstestandens Samtykke. Alle de mange Forrettigheder, som de to nævnte Stænder havde tilrevet sig i Tidernes Løb, blev også bekræftet i Håndfæstningen og forøget med flere nye. I Håndfæstningen fra 1320, bestemtes, at intet Medlem af Præstestanden måtte dømmes af nogen verdslig Domstol; ingen Bisp måtte fængsles, gøres fredløs eller landsforvises uden efter Pavens Bud, og hele Standen og al kirkelig Ejendom skulle være fritaget for at betale nogen som helst Skat eller Afgift. Alle de adelige fik Ret til at hæve mange af de Bøder, som Bønderne på deres Godser dømtes til at betale; ingen Adelsmand skulle længere være forpligtet til at drage i Krig udenfor Riget, og blev en Adelsmand taget til Fange af Fjenden, var det Kongens Pligt at udløse ham forinden ét Års Forløb og erstatte ham alle Omkostninger. Alle Skatter, som var pålagte adel og præster siden Valdemar Sejrs Tid, skulle ophæves, og dog skulle Rigets Gæld betales. Det sidste var en Umulighed. Men Kristoffer underskrev alt, hvad de forlangte, og denne Indskrænkning af Kongemagten holdt sig gennem de næste 340 År, idet næsten hver af de følgende Konge lige indtil Enevældens Indførelse i 1660 måtte underskrive en lignende Håndfæstning. I 1320 fik det vendisk-danske Femern landret. Kristoffers Rigsstyrelse blev ikke af lang Varighed, og han var troløs mod sin Ed og regerede, som om der ingen Håndfæstning var til. Fyrster fra Sachsen, Werle, Schwerin, Pommern, Schleisen, Rügen, Holsten slog han til riddere og betalte med 1000 Mark Sølv, - og almuen beskattede han groft, thi hvor skulle pengene ellers hentes, når adel og præster var fritaget for afgifter og skat ? Henrik af Mechlenburg forsøgte at lave invasion i Skåne, men efter at Ludvig af Bayern i 1322 havde vundet den tyske kejserkrone, anerkendte Henrik af Mechlenburg, at Kristoffer var lensherre over Rostock. Kristoffer omgav sig også med tyske tilhængere. I 1325 døde Hertug Erik i Sønderjylland, og efterlod sig sin 10-årige søn Valdemar - uden værge. Kristoffer kom derved i Strid med den mægtige Grev Gert af Holsten d. 3., fordi de begge to ville være Formyndere for den unge Hertug Valdemar af Sønderjylland. Men Grev Gerhard af Holsten d. 3. gjorde sig til formynder, ved at rasle med våbnene, og kunne derved underlægge sig det Sønderjydske hertugdømme. I Sønderjylland forsatte de tydske med at udpante landet til Johan d. 3. af Kiel i april 1325 for 4.000 mark sølv efter Kölnsk vægt. I 1326 tog den unge Hertug Valdemar af Sønderjylland og Grev Gerhard af Holsten d. 3. (kaldet grev Gert og den kullede Greve), kontakt til Kristoffers gamle modstandere, Stormændene: Marsken Ludvig Albrektsen (Eberstein), Drosten Lavrits Jonsen Panter og Knud Porse, der var gået i tjeneste hos den svenske Hertug Erik.. Grev Gerhard af Holsten d. 3. og Kongens halvbroder: Grev Johan d. 3. af Kiel faldt ind i Riget med deres Hære, og fyrst Vartislav af Pommern, truede med at tilrive sig Rügen. Knud Porse kastede sig over Sønderhalland, Samsø og Nordsjælland, og selvom Kristoffer fik hjælp af andre tyske vasaller (Henrik af Mecklenburg og Fyrsten af Werle), samt et herremandsopbud fra Skåne og Sjælland, kunne Kristoffer ikke stå sig, men måtte flygte ud af landet, med dronning Eufemia og den lille prins Valdemar (den senere Valdemar Atterdag). De to holstenske Grever og Landets Stormænd delte nu Landet imellem sig, og Kristoffer blev erklæret for afsat, og den elleveårige Hertug Valdemar (Valdemar d. 5. Erikssøn) valgtes til Konge i perioden 1326-1330, som Valdemar d. 3. - under grev Gerhards Formynderskab, der optrådte som Danmarks Rigsforstander. Efter 75 års bestræbelser fra Abels-slægten, var det nu lykkedes at tage Danmarks krone ! I et tillæg til Valdemar d. 3.þs Håndfæstning stod der, at hertugdømmet Sønderjylland ikke måtte forenes med eller sammenlægges med Danmarks Rige og Krone, således at Sønderjylland havde den samme hersker over begge lande. Kongen Valdemars beføjelser blev yderligere skåret ned, og de kongelige borge i Skåne skulle nedrives. Den nye ærkebisp i Lund: Karl den Røde, gav sin velsignelse til afståelsen af Sønderjylland,- mod at få sin anpart af byttet. Grev Johan d. 3. tog Fehmarn og Lolland og Grev Gerhard tog Sønderjylland som arveligt Len. De danske Adelsmænd, som havde været med i Opstanden mod Kristoffer, fik vel ikke så store Stykker, - dog fik Knud Porse Halland, Samsø og Holbæk Len; Ludvig Albrektsen den sydlige Del af Nørrejylland og Laurits Jonsen Langeland og Ærø. Ret længe forligedes man ikke om Rovet. På et Danehofmøde i Nyborg, august 1326, bestemte Grev Gerhard d. 3., at hertugdømmet Sønderjylland blev arveligt forlenet med ham. Dermed havde de holstenske fyrster fravristet Sønderjylland fra Danmark, og alt land op til Kongeåen var dermed bortrøvet det danske rige. De danske oprørsmænd mente dog, at de havde fået for lidt, og Grev Johan var heller ikke tilfreds med sin Part. Men pludselig stod Kristoffer og Henrik af Mecklenborg ved Vordingborg med 2000 ryttere, - men de blev omringet af Gerhards styrker, og måtte givet op. Kristoffer ejede derefter ikke en plet af Danmarks jord. Der opstod atter Uenighed imellem røverne. Sørøveri og landevejsrøveri blev dagligdag. Da grev Gerhard udskrev nye skatter på de sjællandske bønder, gik de i oprør. Men Gerhard og hans veludrustede hær og hans Stormænd mødte bondehæren sydøst for Hedehusene, og slaget var afgjort på forhånd. D. 14 september druknede bøndernes oprør ved Tyslund bro over Ringsted å. Men Skåningerne gjorde Oprør mod Johans fogeder og gav sig ind under den svenske Konge Magnus Smek, og Danmark var således opløst og hovedsagelig delt mellem den svenske Konge og de to holstenske Grever. Men der var udbrudt en anti-tysk stemning, der påviste, "at aldrig har tydsken vundet nogen sejr eller pris uden ved forrædderi og svig, som er dem så medfødt". Omkring Ribes biskop: Jacob Splitaff samledes en modstandsvilje. Just efter at den forræderiske Marsk Ludvig Albrektsen var død i 1328, drog Ribe- og Århus bispen, m.fl. ned og brændte Haderslevhus af hvor grev Gerts mænd var, og forsatte ned til Slesvigs porte, hvor de dog blev slået af grev Gerts tropper i efteråret 1329. Deraf benyttede Kristoffer sig; det lykkedes ham, særlig ved sin halvbroders hjælp, Grev Johan af Plön, - der skiftede side - at komme tilbage igen. Grev Johan samlede en flok fyrster og riddere og i 1329 sejlede de til Vordingborg for at tage magten. Men for Sjællænderne var det blot den gammelkendte fremgangsmåde, hvor en dansk konge førte sig til magten ved hjælp af tyske lejetropper. Sjællænderne gik til modstand, medens Knud Porse forædderisk med 300 hærmænd var passive, medens bønderne blev tilintetgjort af tyske lejetropper. Derefter sluttede Knud Porse koldblodigt sig til Johans styrker. Hvad hertug Valdemar af Sønderjylland havde været for Grev Gerhard, skulle nu Kristoffer være for Grev Johan af Plön. Men Kristoffer nægtede at være lydkonge, - men efter et forlig i 1330 i Ribe blev han atter taget til Konge, og Kong Valdemar skulle vende tilbage til sit Hertugdømme Men det var kun en ringe Magt, Kristoffer fik; thi Grev Gert skulle have hele Fyn som et arveligt Len og Nørrejylland i Pant for 40.000 Mark Sølv - en uhyre stor Sum Penge; Grev Johan skulle have både Skåne, Sjælland, Lolland og Falster, medens de danske Stormænd måtte nøjes med mindre Len hist og her. Kristoffer skulle igen kaldes Konge, men egentlig havde han intet at regere over. Jacob Splitaffsþ og hans folk måtte forsone sig med Grev Gerhard. Kristoffer den Anden og halvbroderen Johan d. 3. forenede sig så i 1331 mod grev Gerhard. Men kongens hær blev slået nord for Dannevirke af grev Gerhard, og det resulterede i at alt landet vest for Storebælt blev grev Gerts pantelen for 100.000 mark sølv i kölnsk vægt, og hvis beløbet ikke blev lagt på bordet på én gang, kunne pantet ikke indløses. Grev Johan opskrev også sit pantelen i Skåne, Sjælland og Lolland-Falster til at udgøre 100.000 Mark Sølv. Situationen var fortvivlet. Kristoffer var da så ussel og foragtet, at ingen brød sig det ringeste om ham. Grev Johan tillod ham at opholde sig i et simpelt hus i Sakskøbing på Lolland, men huset blev brændt af tyske riddere, der derefter fænglede ham og indsatte ham på Ålholm slot. Kristoffer den Anden døde i d. 2. august 1332. I 1300 tallet faldt befolkningsantallet i Danmark til under 1. million. Ufredstider medførte at brydegårde, etc. blev lagt sammen med store godser, hvor man søgte beskyttelse. Men det skabte også grundlag for nyskabte bøndergårde, der tilhørte herrefolkene, og som blev lejet ud (fæstet). Bønderne skulle nu betale landgilde, og derved var sket en yderligere klassedeling i samfundet.

Christoffer II, 1276-1332, Konge, Søn af Kong Erik Glipping og Agnes, blev født 29. Sept. 1276. Den første Handling af ham, som vi kjende, er den med særlig Grumhed udførte Fængsling af Ærkebisp Jens Grand 1294. C.s Broder Kong Erik Menved gjorde ham 1303 til Hertug af Estland, men efter de estlandske Vasallers Ønske tilbagekaldtes Forleningen, og C. blev 1307 Hertug af Samsø og Halland. Ligesom C. allerede tidligere havde vist sig utro mod sin Broder, saaledes indgik han nu hemmeligt Forbund med de svenske Hertuger Erik og Valdemar og lod sig under den udbrudte Krig overrumple af dem. Snart traadte han igjen i venligt Forhold til Erik Menved, og ved den prægtige Fest i Rostock 1311 slog denne ham til Ridder. I Aarene 1316-17 fejdede C. aabenbart mod Kongen, efter at han havde sluttet Forbund med Markgreven af Brandenborg. Han opholdt sig i Pommern, da Kong Erik døde 13. Nov. 1319; paa sin Dødsseng havde denne advaret imod at tage C. til Konge. C. hyldedes imidlertid kort efter og maatte 25. Jan. 1320 underskrive en Haandfæstning, der ikke blot aldeles bandt hans Hænder lige over for Landets mægtige, men tillige hindrede ham i ved nye Skatter at bringe Landets økonomiske Forhold paa Fode eller at betale sin Broders Gjæld, hvilket sidste dog Haandfæstningen paabød. At overholde dette Brev var saaledes umuligt, og C. brød sig ikke heller om at handle mod sit

Tilsagn. Lige over for de urolige og oprørske Vasaller var han i Begyndelsen heldig, og efter at have forsonet sig med Ærkebisp Esger kronedes han og hans Søn Erik 15. Avg. 1324. Men da Hertug Erik af Sønderjylland døde 1325, og C. vilde tilrive sig Værgemaalet for dennes Søn Valdemar, grebe de holstenske Grever Gert og Johan til Vaaben, og efter en Kamp paa Hesterbjærg maatte C. opgive Slesvig. Samtidig rejste de danske Stormænd, anførte af Ludvig Albertsen, Laurids Jonsen og Knud Porse, sig imod C., og denne maatte flygte til Markgrev Ludvig af Brandenborg, der 1324 havde ægtet hans Datter Margrethe. C. blev afsat og Hertug Valdemar af Sønderjylland i Steden for antaget til Konge under Grev Gerts Formynderskab 7. Juni 1326.

Hermed endte det første Afsnit af C.s Kongedømme. De styrende Herrer i Danmark bleve dog snart uenige, og C. arbejdede utrættelig paa at gjenvinde Tronen. Af sin Halvbroder Grev Johan af Holsten og andre fik han paa haarde Vilkaar Løfte om Bistand. I Sommeren 1329 lykkedes det C. at sætte sig fast paa

de sydlige Øer, hvorpaa Sjælland og en større Del af Jylland bleve vundne. Grev Gert bevægedes nu til at lade Valdemar træde tilbage i Stillingen som Hertug af Sønderjylland og at overlade Kongemagten i Danmark til C. (Febr. 1330). I 2 Aar havde C. derpaa Tronen, men uden Anseelse og under nye Kampe. Han

raadede i Virkeligheden kun over Nyborg og Skanderborg Len, medens den øvrige Del af Landet var pantsat. Da der 1331 opstod Splid mellem Grev Gert og Grev Johan, tog C. sin Halvbroders Parti, men blev slaaet ved Slesvig 30. Nov. 1331; paa Flugten styrtede hans Søn Erik med Hesten og døde af Faldet snart efter (1332). Ved den følgende Fredslutning tilskrev Gert sig Nørrejylland og Fyn. C. levede derpaa i Saxkjøbing paa Laaland; to Adelsmænd, Henneke Breide og Johan Ellemose, brændte en Gang Huset over ham, toge ham til Fange og førte ham til Grev Johan paa Aalholm. C. døde 2. Avg. 1332 i Nykjøbing paa Falster og

blev begravet 10. Avg. s. A. i Sorø Kirke, hvor et Mindesmærke med liggende Figurer, der forestille ham, hans Dronning og en Datter, endnu er bevaret.

Til C.s Regeringstid knytter sig ikke et eneste lyst Minde. Som C. var troløs, var han venneløs, og ingen Efterretning meddeler os noget som helst smukt Træk af hans Karakter. En Henvisning til Tidens slette Moral forsvarer ikke hans Opførsel, men det maa indrømmes, at han modtog Riget under opløste Tilstande,

og at de mægtige i Landet kun arbejdede paa egen Fordel. -- Han havde nogle Aar før 1307 ægtet Euphemia, Datter af Hertug Bogislav IV af Pommern, og havde med hende Sønnerne Erik, Otto og Valdemar (Atterdag) og Døtrene Agnes, Margrethe (gift med Markgrev Ludvig den ældre af Brandenborg) og Helvig. Euphemia døde 1330.

######

Christoph II. von Dänemark

geboren: 29 SEP 1276

getauft:

gestorben: 02 AUG 1332 Sorö

begraben: Sorö

 

Eltern

Erich V. VON DÄNEMARK, * 1249 Agnes VON BRANDENBURG, * um 1258

 

Ehepartner und Kinder

- Euphemia VON POMMERN-WOLGAST um 1320 - Waldemar IV. VON DÄNEMARK

Kg. v. Dänemark 1320-1326 u. 1329-1332

/

Kong Christoffer II 1329 - 1332

Christoffer, født 1276, død 1332, konge 1319 - 1326 og 1329 - 1332.

Søn af kong Erik V Glipping og dronning Agnes.

Regent for anden gang.

Kong Christoffer II er gravsat i Sorø Kirke.
Søg efter forfædre:
Søg
Søg

Download gratis vores enestående slægtsforsknings-software

Sjov & enkel at bruge
Importerer nemt dine GEDCOM filer
Smart Matching™ teknologi
Understøtter 40 sprog