Etniciteter over hele verden (beta)

De nordafrikanske sefardiske jøder er en del af den brede befolkningsgruppe, der kaldes 'mizrahiske' jøder, der bl.a. omfatter de, der samlet kaldes 'maghrebiske' jøder med henvisning til deres 'vestlige' oprindelse i Marokko, Algeriet, Libyen og Tunesien (Maghreb). De første jøder kom til Nordafrika som handelsfolk fra oldtidens israelske kongerige eller efter de omvæltninger, der fulgte med ødelæggelsen af Kong Salomons tempel, der blev tilintetgjort af babylonierne i 586 f.Kr. De slog sig ned blandt berberne, og deres efterkommere er vor tids 'marokkanske jøder'. I Algeriet bosatte jøder sig i den senromerske periode, og de blev siden fulgt af en strøm af immigranter, der flygtede fra vestgoternes forfølgelser i Europa. Jøder ankom til både Libyen og Tunesien flere hundrede år før algerierne i det 3. århundrede f.Kr. under det græske herredømme. Mere end 1000 år efter, at de første jøder ankom til Nordafrika, medførte den spanske inkvisition (og fordrivelse af jøder) i 1492 e.Kr. en ny bølge af migration fra Den Iberiske Halvø til Nordafrika. Ved oprettelsen af staten Israel i 1948 drog størstedelen af de nordafrikanske jøder til Israel frem til 1970'erne i en række større og mindre udvandringer fra arabiske lande. En væsentlig del af de nordafrikanske jøder flyttede til Frankrig, og bortset fra en gruppe på et par tusind i Marokko er der i dag kun meget få jøder tilbage i Nordafrika.