Maglekjer familie-webside

Gregers Maglekær er webansvarlig for dette sted.  Velkommen Slægten udgøres i alt væsentlighed af Adslev- og Skanderborg slægten fra Midtjylland, Skyum-, Dover- og Dybdahl-slægterne fra Thy i Nordjylland samt Flakkebjerg og Løve-slægterne på Vestsjælland. Foruden den Jyske uradel (ældgammel adel) Basse, Rekhals, Gjødesen og Grøn med flere.   Bondeslægt  De seneste mange hundrede år tilbage i tiden, er slægterne en udpræget bondeslægt, uanset hvilken af slægtens mange forgreninger man følger bagud i tiden. Betegnelsen bonde stammer fra oldnordisk búandi = "bofast mand". Bonden passer og dyrker jorden eller holder og avler dyr på et landbrug eller en bondegård. Ordet har imidlertid fået en gammeldags klang og bruges også i nedsættende med betydningen: "dum og tilbagestående". Derfor foretrækker de fleste udøvere af erhvervet i dag, i stedet betegnelsen landmand. Familiefædrene, i vores slægt, har typisk været Fæster, Gårdmand, Gårdejer, Boelsmand, Husmand samt Indsidder og Landarbejder, sidstnævnte lavest på den daværende sociale rangstige. Kvinderne var almindeligvis husmødre eller som opført i folketællingerne – mad moder. Hertil har de jordløse Husmænd og Indsiddere taget arbejde som daglejer, smed, væver, bødker, tømmermand, pottemager, teglbrænder, stenhugger, murer, sadelmager, hjulmand og andre faggrupper. Meget af kvindernes arbejde foregik i bryggerset. Her blev der vasket, bagt, slagtet, brygget øl, lavet tællelys og mange andre huslige opgaver. Kvinderne kunne også have udearbejde som vaskekone, tjenestepige, spinder, væver eller som malkepige og sæsonarbejder i landbruget. For flertallets vedkommende har landbruget været slægtens hovedbeskæftigelse og som nævnt var håndværket en bibeskæftigelse. For eksempel kunne gårdmanden på en ejendom, på godt en halv snes tønder land, som bibeskæftigelse sagtens hjælpe andre bønder med at tække.  Efter næringslovens ikrafttræden i 1857 har det imidlertid været på retur og ved århundredets begyndelse er vi på vej til en selvstændig håndværkerstand på landet.  Anseelse og magt Anseelse og magt har tidernes morgen været stærkt forbundet med, hvor meget gods og jord man rådede over. Adlen havde skattefrihed mod at være statens tjener både i militære og civile charger. Efter fredsslutningen med Sverige i 1660 var Danmark i dyb gæld og det betød regnskabets time for adlen, hvor borger og gejstlige fandt sammen med kongemagten i en fælles vilje til at fjerne adlens særlige privileger og give borger og gejstlige samme ret til gods og embeder. Men det var nu ikke ligetil. I 1671 indførtes for en særlig gruppe begrebet "højadel", bestående af grever og friherrer (baroner), der som de eneste herved beholdt de videregående privilegier end resten af adelen. I 1680 var ejerforholdet af gods og jord fordel således; Kongen 25%, Godsejere 60%, Kirken 7%, landets ca. 100 Købstæder og Universitet 6,5% og kun 1,5% på selvejerbønders hænder, der primært var en lav-adelsmands egen gård - og i folkemunde kaldt Herregården*. * At en gård havde Herregårdsstatus, var knyttet til ejerens status og den måde, han brugte gården på og egentlig ikke gårdens størrelse, fordi det i princippet var adelsmanden personligt, der var skattefri. Skiftede gården ejer, eller ændrede ejeren sin brug af gården, kunne gården miste sin Herregårdsstatus. I 1680'erne var der en omhyggelig opmåling af det samlede landbrugsareal af ager og eng samt en vurdering af de enkelte ager- og engstykkers ydeevne. Resultatet blev Christian 5.s store matrikel fra 1688, hvor kombinationen af arealopmåling og bonitetsvurdering blev udtrykt i det tekniske begreb: tønder hartkorn. Målet var beskatning af alle jordejere og dermed også adelsstanden! I 1760'erne og 1770'erne fandt store krongodssalg sted, hvor underskud på statsbudgettet tvang kongen til at sælge ud, og hvor den overvejende del af de gamle rytterdistrikter blev omdannet til godser med hoveripligtige fæstebønder. Omkring 1780- umiddelbart før landboreformerne radikalt ændrede ejendomsfordelingen – ejede godsejerne mellem 75 og 80 procent af Danmarks jord. Konkret betød det, at langt den overvejende del af den danske landbrugsjord var samlet under 648 privilegerede Hovedgårde samt et mindre antal Herregårde alt i alt ca. 730 gårde, der især lå i Jylland. Men i virkeligheden var ejendomskoncentrationen endnu mere udtalt. Mange godsejere ejede nemlig flere godser, og mange var endvidere knyttet sammen gennem slægtskab eller ægteskab. Mod slutningen af 1700-tallet, hvor jorden var samlet på de færreste hænder, var hen ved fire femtedele af landbrugsjorden ejet og kontrolleret af nogle få hundrede familier. Og det var ikke kun jorden, denne lille gruppe ejede. Godsejeren ejede tillige godsets husmandshuse samt fæstegårdenes bygninger, landbrugsredskaber og besætning. De mennesker, der levede i fæstegårdene og i fæstehusene, betalte for det med landbrugsprodukter, penge og arbejde. De var efter loven forpligtede til at vise godsejeren hørighed og lydighed, og de havde ikke lov at forlade godset uden hans tilladelse. Det var til godsejeren, de skulle indbetale deres skatter og afgive deres unge mænd til soldatertjeneste. Normalt var det godsejeren, der ejede sognets kirke og afgjorde, hvem der skulle være sognets præst. Og når det gjaldt ret og retfærdighed i lokalsamfundet, førte godsejeren det store ord.  Høj-adel  I vores slægt finder vi, fra den danske højadel, navne som Adeler og Rosenkrantz, der forbigående har blandet gener med vores slægtninge. Højadelen var som tidligere nævnt den fornemste del af adelen, repræsenteret af forholdsvis få godsrige slægter i Danmark.   Lav-adel  Den danske lavadel er i middelalddren, bredere repræsenteret i vores slægt, her finder vi navne som Muus, Bjørn, Blik, Rodsteen, Bonde, Basse, Rekhals, Hvide, Gjødesen, Hase, Brockdorff, Linde og i særdeleshed ur-adelsslægten Grøn, der i vores slægt begynder ved Væbner** Jens I. Grøn f. ca. 1265. ** Knægt, Væbner og Ridder er én og samme betegnelse for en professionel soldat til hest. Knægt blev anvendt i ældre middelalder (før 1047), Væbner i høj-middelalderen (1047-1397) og Ridder (der stammer fra Frankrig), i sen-middelalderen (1397-1536), hvor også ridderens mange dyder og række af særlige aristokratiske idealer – ridderidealer – udviklede sig. Der herved gjorde den simple soldat, til en højt profileret elitekriger med enorm prestige. Lavadlen havde siden tidernes morgen generelt, grundet en svagere økonomi og/eller færre privilegier, mindre anseelse og magt i samfundet - set i forhold til den mere velstående del af adelen. Forskellen blev endnu mere udtalt og særdeles konkret efter 1671, hvor begrebet "højadel" blev indført. Kendetegnet for lavadlen var imidlertid, at de var veluddannede og fungerede som godsejernes embedsmænd, funktionærer og fuldmægtige i mange henseender.  Almindeligvis beskæftiget som Lensfoged, Ridefoged, Herredsfoged, Slotsskriver (bogholder), Tingfoged og By Foged m.fl. titler eller som officerer i militæret. Samtidig havde de fæstebrev på en større gård, som regel en Herregård*** med 20 tdr. hartkorn og derover, som adelsmanden drev sideløbende med sin ansvarsfulde gerning.  *** En stor andel af disse Herregårde har op gennem tiden, mistet deres Herregårdsstatus, medens andre idag betegnes som Proprietærgård. Senere i 17. århundrede og 18. århundrede, i forbindelse med de store landboreformer og samfundsomvæltninger i øvrigt (og stadig i nutiden), ser vi vores forfædre besætte stillinger som landsbylærer, præst, dommer, advokat, politimester, læger og andre højerestående embedsmands lignende job og statslige funktioner.  I lighed med mange andre ur-adelige slægter blev slægten i løbet af 17-hundredetallet indgift i bondestanden og anses derfor som adelsslægt, at være uddød. Anvendelse af Grøns våbenskjold i forbindelse med vores slægtstræ er derfor kun en kuriositet. Den Jyske bondeslægt Gjødesen fra Bjerregård i Rask, Vrads Herred, har også fundet vej til vores slægt. Slægten kendetegner sig ved, at have samme privileger og beskæftigelse som fogeder, m.m. som lavadlen. Imidlertid har det i samtiden, blandt høj- og lavadel, givet slægten det mindre flatterende tilnavn som; ”den falske adel”.  Hollændere Slægter fra Holland som Gramkow, Goetzen og Richter er også blevet en del af de navne vi kan finde i vores slægt. Da de socialt var hævet over bondestande, blev de ofte gift ind i vores lavadelige slægtsgrene. Årsagen til hollændernes entre skal ses i lyset af, at eksporten af stude, der i århundrede har været en solid indtægtskilde for de danske godsejere, forsvandt inden for få år pga. krig, toldbarriere og kvægpest i midten af det 17’ ende århundrede.  Løsningen blev omlægning af driften til korndyrkning, malkekvæg og mejeridrift eller "Hollænderi", som det blev kaldt i datiden. Hollænderne var de bedste til dette og der blev hentet ca. 270 familier til landet, som mejeriforpagtere på Hovedgårdene, hvor de fik en social særstatus og klasse mellem bønder og adel.  Standssamfund Med et samfund, der var stærkt klasseopdelt, var det fælles for alle slægtsgrene uanset klasse, at man havde et meget solidt og nært sammenhold indenfor den enkelte stand man tilhørte. Uanset bondestand, håndværker, højadel, lavadel og hollænder giftede man sig meget sjældent, af fri vilje, ned af i de sociale lag. Alligevel skete det, at en bonde, tjenestekarl eller pige blev bedre gift end det ellers lå i kortene for den pågældende. Eller en adelsmand giftede sig ind i bondestanden, hvorfor der er sket forskydninger og sammenblanding af slægterne i forskellige klasser.   Nutiden  I takt med samfundets udvikling i retning mod et moderne landbrugs-, industri- og teknologisksamfund, er vores slægt gået fra at være overvejende bønder, til at være beskæftiget indenfor næsten enhver tænkeligt fag- og erhvervsgruppe i nutidens Danmark.  God fornøjelse